Rigoletto (premiere)

Fredag
09-10-20
19:30

Køb billetter

Det bliver svært ikke at synge med på Verdis elskede opera.

Giuseppe Verdi har forvandlet Victor Hugos skuespil Le roi s’amuse (Kongen forlyster sig) til en af de mest spændende historier i operahistorien. Operaen er en mørk og knivskarp krimi, der udspiller sig i Mantova i Lombardiet i det 16. århundrede i en verden befolket af gangstere, sammensvorne, ludere – og en vanskabt hofnar, som forgæves forsøger at redde sin eneste datter fra en fordærvet verden.

Melodierne i Rigoletto er nogle af de mest kendte i musikhistorien. Verdi var da også så overbevist om, at han havde skrevet et mesterværk, at han afkrævede sine sangere fuldstændig tavshedspligt. Han forbød endda tenoren at fløjte arien "La donna è mobile" uden for teatret før premieren. Men siden 11. marts 1851 har melodierne fra Rigoletto lydt igen og igen verden rundt.

Det sker i Rigoletto
Der er fest hos hertugen af Mantova, og hofnarren Rigoletto udøser vittige giftigheder over hoffolkene. Grev Monterone afbryder festen, vred over, at hertugen har forført hans datter. Rigoletto gør nar af ham, hvilket får Monterone til at forbande Rigoletto. Senere finder vi ud af, at trods Rigolettos forsøg på at skærme sin datter har Gilda alligevel forelsket sig – i den vellystige hertug. Hoffolkene kidnapper Gilda, og Rigoletto er fortvivlet. Da han næste dag finder ud af, at hertugen har fået sin vilje med Gilda, bliver han besat af tanken om at få hævn.

Derfor hyrer han lejemorderen Sparafucile til at myrde hertugen. Sparafuciles søster Maddalena lokker hertugen ud til en afsides kro. Hun er imidlertid forelsket i hertugen og beder Sparafucile om at skåne hans liv, hvilket Sparafucile indvilliger i – men kun, hvis nogen banker på kroens dør, og Sparafucile kan dræbe vedkommende i stedet. Dette overhører Gilda, og eftersom hun stadig er forelsket i hertugen, ofrer hun sig for ham. Rigoletto opdager, at Gilda er død og indser, at Monterones forbandelse er fuldført.

Vigtigt at vide om billetter
Sønderborg Teaterforening er ansvarlig for dette arrangement, herunder billetsalg. Alle spørgsmål vedrørende billetsalg skal rettes direkte til billetudbyderen. Koncertsalen Alsion kan ikke hjælpe ved spørgsmål om billetter.

Særligt om kørestolspladser
Koncertsalen Alsion råder over tre kørestolspladser med ledsagerplads. Har du brug for en kørestolsplads, skal du ringe direkte til billetudbyderens kundetelefon. Billetudbyderen finder du ved at klikke på ”Køb billet” her på siden.

Sted: Koncertsalen Alsion

Tilbage