Dizzy Mizz Lizzy

Fredag
16-04-21
20:00

Køb billetter

En sjælden oplevelse med det populære band: En intimkoncert med kun få publikummer. Wow!

Nedlukningen af landet har fået Dizzy Mizz Lizzy til at tænke kreativt. Trioen tager på ”sid-ned”-turné i foråret 2021 og opfører albummet Alter Echo i sin helhed.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, hedder det gamle mundheld, men betydningen er hverken slidt eller bedaget. I dag med corona-begrænsninger skal der tænkes anderledes, og det ved Dizzy Mizz Lizzy bedre end mange, så da det stod klart, at bandets arenaturné i foråret 2020 først blev skubbet til efteråret og siden til foråret 2022, blev der tænkt kreativt, og en plan b lå snart klar.

”Vi udgav vores nye album Alter Echo i marts under den første nedlukning og havde glædet os meget til at præsentere de nye sange for vores fans, men da det ikke kunne ske som planlagt, og da vi brænder for at komme ud at spille, har vi fundet på noget andet,” fortæller Tim Christensen og afslører, at Dizzy Mizz Lizzy vil tage på turne i foråret 2021 og spille en række ”sid-ned”-koncerter på spillesteder rundt omkring i landet, hvor man normalt ikke kan opleve bandet.
”Vi prøver at få det bedste ud af situationen, og når nu publikum alligevel skal sidde ned, kan de lytte mere koncentreret, og derfor vil vi præsentere hele Alter Echo fra start til slut.

Den slags har vi aldrig prøvet før, og Martin, Søren og jeg glæder os sindssygt meget,” siger Tim Christensen og tilføjer, at de naturligvis også vil spille udvalgte højdepunkter fra deres tidligere plader, hvor ikke mindst debuten fra 1994 har skrevet sig ind i den danske rockhistorie med kæmpehits som Waterline og Silverflame.

Vigtigt at vide om billetter
Sønderborghus er ansvarlig for dette arrangement, herunder billetsalg. Alle spørgsmål vedrørende billetsalg skal rettes direkte til billetudbyderen. Koncertsalen Alsion kan ikke hjælpe ved spørgsmål om billetter.

Særligt om kørestolspladser
Koncertsalen Alsion råder over tre kørestolspladser med ledsagerplads. Har du brug for en kørestolsplads, skal du ringe direkte til billetudbyderens kundetelefon. Billetudbyderen finder du ved at klikke på ”Køb billet” her på siden.

Sted: Koncertsalen Alsion

Tilbage