Olafur Eliasson og Alsion
Alsion har fået kunst i høj international klasse med et gigantisk kunstværk af den dansk-islandske verdensstjerne, Olafur Eliasson. Han er særligt berømt for måden, som han arbejder med lys på. Det ses tydeligt i de kunstværker ved og i Alsion, Mirror tiles/Musicwall og Pavillion.
Fælles for værkerne er deres optiske og dynamiske kvalitet: Begge er baserede på geometriske forløb, som ændrer udseende afhængigt af beskuerens placering i forhold til dem.
Begge er udført i materialer, der spejler omgivelserne. Når man går forbi dem, ændrer refleksionen i overfladen sig og reagerer på ens bevægelse.
Mirror tiles/Musicwall
Takket være et nært bekendtskab mellem Alsions arkitekt Kim Herforth Nielsen og Olafur Eliasson besluttede bygherrerne tidligt i byggefasen, at Olafur Eliasson skulle skabe noget helt unikt til Koncertsalen Alsion. Og det gjorde han med ”Mirror tiles”, som udgør hele den skrå væg i foyeren. Det går i dag ligeledes under navnet, Musicwall.
Fra gulv til loft, 15 meter høj og 22 meter bred, lyser kunstværket flot op i den røde farveskala takket være det røde gulv, som er tænkt ind i kunstværkets helhed.
Alssund Pavillion (2009)
En over syv meter høj installation i rustfrit stål på Alssunds bred foran Alsion.
"Pavillonen kan opleves af dem, der går langs vandet, eller opholder sig i det nye haverum ved Alsion. Men den kan også være et fyrtårn eller et navigationsinstrument til dem, der er ude på vandet. Og de, der er endnu længere væk, vil kunne opleve den som et arkitektonisk element". Olafur Eliasson, maj 2009