Efterår 2007. Alsion er Sønderjyllands nye viden- og kulturcenter og det første byggeri i Danmark, hvis unikke ide er at samle uddannelse, forskning og kultur under ét tag.
Bygherrerne er Forskerpark Syd A/S, Universitets- og Bygningsstyrelsen, Fonden Koncertsalen Alsion og Sønderborg Kommune. Byggeriet er på 28.428 kvadratmeter, og den samlede pris beløber sig til ca. 600 mio. kr.
Alsion rummer i dag Syddansk Universitet, en af Europas bedste akustiske koncertsale til klassisk musik, hjemsted for Sønderjyllands Symfoniorkester og café.
Fra ide til virkelighed
Ideen til byggeriet opstår i 1998. Først som et byggeri til Syddansk Universitet og en forskerpark. Siden kommer også koncertsalen, ny hjemstedsadresse til Sønderjyllands Symfoniorkester og byparken til. I dag fremstår Alsion som et unikt viden- og kulturcenter for hele Sønderjylland — og som et usædvanligt flot nyt vartegn for Sønderborg by.
I 2004 kommer det store øjeblik. Første spadestik til byggeriet bliver taget i april, og i efteråret 2006 begyndte de første virksomheder at flytte ind i Alsion. Sønderjyllands Symfoniorkesters første koncert i salen finder sted 1. februar 2007, og den 30. august 2007 er der for første gang fuldt hus i Alsion, da de universitetsstuderende rykker ind til deres første studieår i Alsion.
Sidste milepæl er den officielle indvielse den 30. oktober 2007 under overværelse af HM Dronningen og kronprinsparret. Ni års hårdt og målrettet arbejde er lykkedes.
Bygherrerne har skabt ét af Syddanmarks mest innovative miljøer i Forskerparken i Alsion Syddansk Universitet har nu Danmarks mest moderne universitetsmiljø.