Koncertsalen Alsion er en af mange scener i Sønderborg Kommune. Fælles for kommunens borgere er, at de er hyppige og aktive gæster ved de mange arrangementer rundt omkring. Sønderborg lever efter mottoet: Intet sted er for lille eller for skævt til, at det kan være en scene.


Her får du et lille udpluk af de mange muligheder.


Sønderborg Teater 
Sønderborg teater er en af Danmarks mest velrenommerede stationære teaterbygninger. Teatret fungerer om sommeren som hjemsted for én af Danmarks største revysucces´er Sønderborg Sommer Revy. Resten af sæsonen huser teatret Sønderborg Teaterforening, som med sine godt 40 forestillinger i Sønderborg Teater og Koncertsalen Alsion samt sine 3500 medlemmer har markeret sig som en af Danmarks største teaterforeninger uden for København. Herudover anvendes teatersalen flittigt til konference, foredrag, stand-up og rytmiske koncerter.


Sønderborghus 
Sønderborgs kultur- og medborgerhus, der også er områdets regionale rytmiske spillested. På Sønderborghus kan man opleve et rigt udbud af forskellige kulturaktiviteter ligesom Sønderborghus også flittigt arrangerer større koncerter på byens øvrige scener.


Sønderborg Slot 
Slottet fra 1100-tallet er den største institution i museumsfusionen Museum Sønderjylland. Sønderborg Slot danner herudover også rammen om mange koncertaktiviteter. I Dronning Dorotheas Kapel, kan man opleve spektakulære koncerter på Danmarks største renæssance orgel. Sønderborg Musikforening afholder kammerkoncerter i slottets fantastiske riddersal med plads til maksimalt 250 mennesker. Endelig er der sommeren igennem større open-air arrangementer i slottets park, der ligger smukt ned til vand og strand.


Friluftsscener 
Byrummet og de naturskønne omgivelser i hele Sønderborg Kommune, giver et utal af muligheder for koncertarrangementer i det fri. Således arrangerer såvel lokale som eksterne sommeren igennem mange større musikevents. Af de mere etablerede scener i området, kan nævnes Mølleparken, som især Kultur i Syd benytter sig af, samt Augustenborg Slotspark, som hvert år byder på internationale koncertnavne. Rinkenæs trækker hver sommer tusindvis af koncertgæster til sin lokale scene, Gartnerslugten.


Lokale scener 
Hele området er kendetegnet ved stor aktivitet blandt lokale græsrødder, som har omdannet mange af de tidligere forsamlingshuse til attraktive kulturhuse, med mange spændende kulturelle arrangementer på programmet.

Her får du et lille overblik over de forskellige kultur- og eventorganisationer i Sønderborg Kommune:

Sønderjyllands Symfoniorkester
Sønderborg Teaterforening

Sønderborg Jazzclub
Sønderborg Musikforening
Kultur i Syd
Sønderborg Bibliotek/Multikulturhuset
Den Lokale Scene i Kværs 
Forsamlingsgården i Sundeved 
Det Lille Teater i Gråsten 
Olferts Venner


Se mange flere arrangementer her på www.sonderborg.dk/events